Tag indskolingseleverne med til Månen
I MÅNEBASE – et naturfagligt forløb til SFO’er bliver børnene klogere på, hvordan livet er på en rumstation, og hvordan man forventer, at de første mennesker skal bo og arbejde på Månen.
Forløbet består af kreative værkstedsaktiviteter, hvor børnene blandt andet kan lave astronautmad, bygge månebiler og raketter, prøve at lave deres egne rumhjelme og spille månefodbold. Som afslutning på forløbet kan man afholde en familiedag. Her kan børnene vise deres design frem og videreformidle deres viden om Månen og bemandede missioner.
Til hver aktivitet er knyttet en faglig film, hvor den danske astronaut Andreas Mogensen og astrofysikeren Tina Ibsen fortæller om videnskaben bag de kreative aktiviteter, samt vejledninger, der klæder pædagogerne og børnene på til at komme i gang. Der er faglige videobeskrivelser til alle aktiviteter, samt vejledningsvideoer til planlægning af forløbet og aktiviteterne.
De enkelte kapitler indeholder:
* En faglig fortælling og video, der introducerer det faglige emne og aktiviteten.
* Beskrivelse af aktiviteten og designforslag.
* Forslag til indkøb af materialer.
* Rumfakta.
* Forslag til faglig samtale.
* Afslutning.