Sæt julen på skemaet med Meebook
INDSKOLING
Forløb: Snemand - Roll and draw
Afsender: Rie J.
Fag: Billedkunst
Beskrivelse: Skab julestemning med eleverne ved at lade dem udfolde deres kreativitet ved at skabe og tegne en unik snemand. Tegningerne opstår gennem tilfældige terningkast, som ud fra et skema bestemmer udformningen af snemandens krop, ansigt, arme, knapper, tøj og hovedbeklædning.
Hvert trin i processen afgøres af terningen, hvilket resulterer i et bredt udvalg af varierede snemænd. Afslutningsvis får eleverne mulighed for at tegne en snemand uden terning og frit efter hukommelsen.
Forløb: Skriveopgaver jul
Afsender: Pernille R.
Fag: Dansk
Beskrivelse: I dette forløb får eleverne mulighed for at slippe fantasien løs med inspirerende skriveaktiviteter omkring julen. Forløbet tilbyder et udvalg af opgavetyper, der kan differentieres efter den enkelte elevs niveau. Eleverne får blandt andet mulighed for at skrive dagbog som julemandens hjælper, digte en besjæling om et juletræ eller sammenligne juletraditioner og meget mere.
Forløbet rummer 20 aktiviteter, og man kan derfor lave den skriveopgave, der passer til datoen, eller dele opgaverne ud blandt eleverne. Man kan eksempelvis lave opgaverne i november og trække dagens historie i december.
MELLEMTRIN
Forløb: Luciabrød
Afsender: MotorcykelNæsehorn
Fag: Madkundskab
Beskrivelse: Lad det dufte af jul! Her får eleverne mulighed for at fremstille et bagværk knyttet til en af vores hyggelige juletraditioner. Der arbejdes med tilberedning og bagning af det klassiske luciabrød, som oplagt kan præsenteres ved Luciaoptog den 13. december. Eleverne kan udfolde sig kreativt med udformningen af deres bagværk med afsæt i det medfølgende inspirationsbillede.
Forløb: Christmas
Afsender: Charlotte G.
Fag: Engelsk
Beskrivelse: I dette juleforløb får eleverne mulighed for at arbejde med et bredt udvalg af faglige færdigheder inden for julens tema. Gennem varierede skrive-, læse- og taleaktiviteter arbejdes der med elevernes sproglige udfoldelse og refleksion. Eleverne arbejder blandt andet med globale juletraditioner, samarbejder i grupper og udfolder sig kreativt med inspirerende juleopgaver.
UDSKOLING
Forløb: Julebil med gaver og træ
Afsender: Rie J.
Fag: Billedkunst
Beskrivelse: Her kommer eleverne til at udfolde deres faglige færdigheder i billedkunst med 1-punktsperspektiv, skyggelægning samt komposition, mens de tegner klassiske retro-biler læsset med julegaver. Forløbet indledes med at søge inspiration i billeder af ældre bilmodeller, hvorefter eleverne afprøver varierende vinkler og udtryk. Der arbejdes med skitsering, inden den endelige opgave udføres på A3-akvarelpapir, der indrammes flot ved hjælp af tape.
Forløb: Julenoveller
Afsender: Camilla S.
Fag: Dansk
Beskrivelse: Fire noveller i dette forløb er udgivet i forbindelse med julehjælp og giver eleverne mulighed for at fordybe sig i andre tekster omhandlende jul. Forløbet er fleksibelt og giver rig mulighed for differentiering, uanset om der arbejdes individuelt, i makkerpar, mindre grupper eller fælles i plenum. Gennem analyser og medfølgende spørgsmål arbejdes der dybdegående med centrale danskfaglige elementer som tema, budskab og personkarakteristik. Forløbet kan let tilpasses den enkelte elevs og klasses specifikke behov.

